I 5-års tid gik jeg og overvejede, mulighederne for at blive mor.
Der er selvfølgelig flere, mere eller mindre omdiskuterede, måder at blive mor på, men jeg valgte at bruge en fertilitetsklinik.
Jeg blev henvist til en klinik, men brugte nogle uger på at checke de forskellige klinikker i nærheden af mig ud. Jeg valgte ud fra klinikkens hjemmeside. Den klinik jeg valgte at bruge havde den pæneste hjemmeside, bedste farver osv. iflg. mig.
Andre vælger helt sikkert ud fra andre kriterier, men i mit hoved var det den bedste grund for valg af klinik.
Jeg ringede til dem en onsdag og fik tid til samtalen hos dem den følgende fredag. Det hele gik meget stærkt. Jeg var en af de heldige, jeg blev gravid i første forsøg, og mindre en 9 mdr. senere blev Rigmor født.
Desværre skulle vi indlægges i en uges tid efter fødslen, fordi Rigmor ikke tog mad til sig. Heldigvis har jeg en masse fantastiske veninder, venner og familiemedlemmer, der gjorde indlæggelsen til en oplevelse, jeg kunne klare nogenlunde.
Jeg har været så heldig at få en datter, der har sovet igennem fra 3 måneders alderen, der kaster sig ud i alle ting med åben sind, der stort set altid er glad, og hun elskede både sin vuggestue og nu sin børnehave.
Dermed ikke sagt at det er en dans på roser at være solomor. Jeg startede tilbage på arbejde, da Rigmor var 8 mdr. gammel. Ikke fordi jeg skulle, men jeg savnede voksenkontakt. Ved sygdom, enten Rigmors eller min egen, er jeg jo også alene. Heldigvis er Rigmors mormor meget sød til at tage sig af os begge ved sygdom. Hun bor ovenpå, og har været en daglig del af Rigmors liv, fra hun var få timer gammel.
Rigmor er vokset op med den viden, at hun er donorbarn. Jeg har købt Karlabøgerne, der er skrevet af en solomor, og har brugt dem som højtlæsning for Rigmor. Alle omkring os ved, at hun er donorbarn, og det er ikke en hemmelighed.
Rigmor har selv talt med sine veninder om, at hun ikke har nogen far. De er kommet frem til, at han er ”lidt” død, for vi ved jo ikke, hvem han er, andet end en sød mand, der har hjulpet med til, at Rigmor kunne laves. Hun har dog valgt et navn til ham i tilfælde af, at han fandtes: ”Claus”.
Igen er der forskellige holdninger til, om det hedder en donor"far" eller donor, om barnet skal vide noget om donoren, om man skal i kontakt med eventuelle donorsøskende, hvornår barnet skal vide, at han/hun er donorbarn osv. osv.
Denne måde passer til Rigmors og mit temperament. Jeg mener ikke, at min måde er mere rigtig eller forkert end andres, men den er mere rigtig for os som familie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar