I år gik turen til Sønderjylland nærmere betegnet Kolding. Da der ikke var nogen campingplads med hytter, hvor der både var to soveværelser og badeværelset, faldt valget på Sandersvig Camping og Tropeland i nærheden af Christiansfeld. (http://sandersvig.dk)
Det var et godt valg.
Der var helt fantastisk.
Pladsen var kæmpestor med flere hytter og plads til tæt på 400 campingvogne og telte.
I hver ende af campingpladsen var der legepladser, og ved hovedbygningen var der en ret stor hoppepude, flere forskellige dyr og et badeland med vandrutchebaner, sauna og boblebad.
De her ture er helt fantastiske. Ud over at få set forskellige dele af Danmark, vi nok ikke ville have set ellers, er der også tid om eftermiddagene og aftenerne til en masse hygge.
Vi gik hver aften ud og fodrede dyrene. Det var især kaninerne, hønsene og gæssene, der fik en masse ekstra mad, men også de dejlige heste fik lidt i ny og næ. Det var ikke før den sidste aften, vi endelig fandt kronhjortene, der også viste sig at være glade for mennesker. Vi fik også spillet en masse spil, hvor jeg heldigvis vandt flere gange, end jeg tabte.
Derudover kom vi i badelandet hver dag, det blev til en smuttur til Fleggaard, og mormor ville gerne til Christiansfeld, der er på UNESCOs kulturarvsliste.
Desværre præsterede Rigmor at få skoldkopper, der startede onsdag aften, og som bare har eskaleret lige siden. Forhåbentligt er de snart færdige med at poppe frem.
Alt i alt var det en rigtig dejlig tur, og Sandersvig Camping og Tropeland kan virkelig varmt anbefales.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar