I Rigmors børnehave (der er verdens bedste) har de fastelavn lidt senere end andre institutioner har.
I månederne op til deres fastelavnsfest har hele børnehaven et tema, der arbejdes med.
Sidste år var det Afrika. I år var det "Byen omkring os".
Børnene har gået ture rundt i Ordrup, været i København og se diverse bygninger, været på flere forskellige legepladser i lokalområdet og København, lavet børnehaven om til en by med veje og forretninger osv.
Børnene skal klædes ud som noget, der ligger inden for temaets rammer.
Jeg syntes, at Rigmor skulle være en Skovserkone. Det ligger jo lige til højrebenet...hendes tip-tip-oldemor var fiskerkone, jeg har været klædt ud som en og det ville være nemt at lave kostumet.
Der var Rigmor bare ikke enig. Hun ville være bankrøver, for det skulle alle de andre være. Det fik hun ikke lov til, da jeg ikke mener, at hun bare skal gøre, som alle de andre gør. Hun skal være stærk nok til at være sig selv.
Kompromiset blev, at hun skulle være haveaffald.
Så vi gik i gang med at lave et kostume ud af en haveaffaldspose, en masse blomster og en masse blomsterposer.
Det vil sige, at jeg klippede hullerne i posen til hovedet og armene, resten lavede Rigmor. Hun satte selv alle tingene på posen og arbejdede på kostumet i tre dage.Jeg puttede påskeliljer i hendes hår, så der var et blomstrende helhedsindtryk.
Da vi kom ned i børnehaven, var Rigmor pavestolt over sit kostume, og jeg var også stolt over, at hun turde være sig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar